Notater

Jeg tror at jeg har fundet ham og Maren i en FT i 1787, hun tjener hos Jørgen Thomsen 67 år og Anne Jensdatter 55 år. Ældste søn er Thomas Jørgensen 30 år født 1757, hun er 14 år og født i 1773

Jeg tror IKKE at han er døbt Ladefoged til efternavn, kun Michelsen efter sin fars fornavn Michel!

Jensen Family Tree / Jensen Web Site, her vist en del aner - er USIKKER på hans navne!!

Kan det være hende i denne FT 1880 = https://www.danishfamilysearch.dk/cid11396169 - er født 1846? Eller en kusine?

Kan ikke læse hendes fulde navn i kirkebogen ved Peders dåb,  http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=166604&side=16 men hun er 36 Aar, så hun må være født i 1820, hvis hun ikke er født før d. 3-1-1820

Konfirmation fundet  i kirkebogen

Kolt Sogn, konfirm. 10. april 1892 i Kolt sogn

Konfirmation i kirkebogen: http://ao.salldata.dk/vis1.php?bsid=166550&side=198 - nr. 2

Ladet den anden datter Maren, blive i træet, og Maren Jensdatter som mor til både Maren og Anne, men jeg tror at det er anden det er en kvinde der hed Anne (som jeg først havde skrevet) der blev gift med Jens Rasmussen Amdi født ca. 1665 - død 8-12-1740 i Viby!  (Maren er født og død i 1658 = Rasmus Jørgensens liden barn)

Ladet Maren, hendes far og og mor = Maren blive i træet, men jeg tror at det er anden det er en kvinde der hed Anne (som jeg først havde skrevet) der blev gift med Jens Rasmussen Amdi født ca. 1665 - død 8-12-1740 i Viby!  (Maren er død i 1658 = Rasmus Jørgensens liden barn

9-4-21 ENTEN er det IKKE hende - ellers også er hun blevet gift med Jens Jensen Amdi som 13-14 årig!!! Ved vielsen står der KUN: Maren Rasmusdatter i Viby

Laust blev IKKE gift med Sophie Magdalene Schou (født Philipsen), det var hans bror Jens, men ved dåben af børnene står der kun J. eller intet fornavn. Dog står der kirkesanger og skolelærer.

MÅSKE er det en forkert person jeg har fået gift med Ole?

Maren blev gift med Clemen Smagbier Jensen, søn af Jens Smagbier Pedersen og N. N., i 1583 i Aarhus Domsogn, Hasle Herred, Aarhus Amt. (Clemen Smagbier Jensen blev født omkring 1544 i Aarhus Domsogn, Hasle Herred, Aarhus Amt og døde den 18 Jun. 1626 i Aarhus Domsogn, Hasle Herred, Aarhus Amt.)

Mejeribestyrer på Pallisgaard, ejer af Edslev Mølle, var i 1834 mejeribestyrer på St. Grundet, mølleejer af Edslev Mølle.

MEN SAMME DATO fundet dette på en af efterkommernes biografi = 29-12-25: Sofie Rostrup, der foruden Ahlergaard og Dejbjerglund også ejer en stor del af de øvrige gårde i Borris, lever 48 år efter sin mands død, idet hun først dør i 1725. Hun har dog i 1693 afhændet Ahlergaard til borgmesteren i Ribe, hvis navn var Christoffer Christensen. Denne ejer bor sikkert ikke på gården, men sælger den til førnævnte fæstebonde Jakob Andersen Harbo, gift med Maren Pedersdatter. Hvornår denne handel har fundet sted vides ikke, men i 1712 afstår J.A. Harbo Ahlergaard til en datter og svigersøn.

Datteren hedder Karen Jakobsdatter Ahler og svigersønnen Mads Christensen Kjær. Karen Jakobsdatter havde først været gift med Morten Jensen, og i det ægteskab var en datter, Else Mortensdatter, men i 1705 dør både Ægtemanden og moderen. I 1707 gifter Karen Jakobsdatter sig så med Mads Chr. Kjær, der kom fra Skobæk, og i 1712 overtager parret Ahlergaard. I dette ægteskab var der to døtre: Mette og Cathrine Marie.

Den ældste af de to piger Mette Madsdatter, giftede sig i 1731 med Jens Christensen Rahbæk fra Rahbæk i Ådum. Hans far hed Chresten Iversen, så navnet Rahbæk er nok taget efter stedet. C. Iversen var selvejerbonde, og i fem led tilbage i slægten havde de været selvejerbønder i Stoustrup i Ådum Sogn, således at hans tip-tip oldefar nævnes som selvejerbonde allerede i 1517. Mette og J.C. Rahbæk var ved Ægteskabets indgåelse henholdsvis 23 og 41 år gamle, og ved M.C. Kjærs død i 1740 overtager de Ahlergaard. I 1735 får de en søn, der får navnet Mads Jensen Rahbæk, han bliver født i Kodbøl, og det skyldes nok, at faderens broder, Visti Chr. Rahbæk, bor dér, og hans kone fødte et barn samtidig, så de to svigerinder har sikkert ønsket at være sammen, og derfor er sønnen på Ahlergaard født i Kodbøl.Da Mette og J.C. Rahbæk overtager Ahlergaard, er det en anseelig erhvervelse

Mikkel bliver gift med Karen Andersdatter, datter af ANDERS Nielsen Bødker og ANNE CATHRINE Madsdatter, 19 Mar. 1819 i Åle Kirke, Skanderborg amt.1 (Karen Andersdatter blev født i 1785 i Åle sogn, Vrads herred, Skanderborg amt, dåb 10 Jul. 1785 i Åle Kirke, Skanderborg amt,5 døde 22 Apr. 1845 i Hvirring sogn, Nim herred, Skanderborg amt og blev begravet 1 Maj 1845 på Hvirring Kirkegård, Skanderborg amt 6.)

Nedenstående er en FEJL. Pas på ikke at matche hende med Knud.

Nedenstående er måske forkert: 11-08-21 fundet en Kierstine i Thorsager sogn, f. 10-11-1799. Faderen hedder Mads Knudsen og Karen Pedersdatter af Rørtved. Men jeg tror IKKE det er hende. 

Nedenstående modtaget 01-04-06 pr.e-mail fra Lene Flink Knudsen: Viet 10.oktober.1893 i Malling Kirke: Hans Andersen«/b», til «b»Maren Nielsen«/b» født 6. September 1869 i Skjern. ?? 
(JEG Kan ikke finde hende i kirkebogen, hverken i Skjern eller Ørum i Vi borg amt)

Nedenstående træ er slettet - se teksten herover!

Nok en fætter = Hans Boisen og Kjerstine Thomsen får 1 søn = Jens Boisen i 1872 d. 28-3 og døbt 1-4-1872 = dåb

Om Johanne
1. Hun boede hos Gårdejer Knud Thomsen i 1850 i Nollund, Grindsted, Ribe. 
2. Hun boede hos Gårdejer Knud Thomsen i 1855 i Nollund, Grindsted, Ribe. 
3. Hun blev nævnt ved skiftebehandlingen for Gårdejer Knud Thomsen den 5 Mar. 1856 i Ribe hos Anst Herredsfoged.
4. Hun boede hos Morten Pedersen i 1860 i Grindsted, Ribe

Opkaldt efter faderens første hustru.

Opkaldt efter hendes mormor

Opkaldt efter sin morfar

Oversigt over Ib Pindvigs hus i Kbh:

På anden slægtssside fundet ham + Nu nedlagt slægtsside - her står.: Michel Pedersen Borresen, født omk 1664 i Raunholt, Tiset sogn, Århus amt, død dec 1751 i Ingerslev, Tiset sogn. Han blev gift med Kirsten Rasmusdatter.

På GENI + 20-2-23: fundet på FS - familie 

På websiden Under regnbuen har jeg fundet flg. om Johan: Nære slægtninge

På et andet MH-træ som jeg har DNA-Match med, står der fælgende om Eske og hans aner:  Første kendte ejer af Malling matr. 14 er  Jes Persen , som nævnes i 1463 0g 1470, rimeligvis er han også ejer i 1421.

Væbner Jes Persen fik tilkendt slægtsgården i Malling, matr. 14, ved almindelig bevismetode, hvorved han dokumenterede sin ejendomsret; med sognevidne fra bymænd i Malling. Vidnesbyrdet siger, at Jes Persen har oldearv, dermed kan man formode at flere slægtsled bagud har besiddet gården.

Efter Jes Persen nævnes Mickel Øuli, deres slægtsskab er uvist.

 Mickel Øuli  er gårdmand på matr. 14 i Malling fra 1524-1567. Han var gift med Birgitte Ibsdatter.

I 1567 fremtræder Mickel Øuli på Viborg Landsting, hvor han begærer at få læst det pergamentsbrev, som Jes Persen fik udstedt på Malling Kirkegaard om sin ret til gården i Malling. Hvis Mickel Øuli kunne føre bevis for, at hans gård havde været Jes Persens, og at enten Mickel Øuli eller hans hustru var arving af ham, sandsynligvis barnebarn, kunne han bevise sin ret til gården.

Mickel Øuli kunne ikke få læst sin egen adkomst ved Landstinget, da han ikke var adelig. Men han har måske fået vidner på Malling kirkegård om, at han var Jes Persens arving.

Mickel Øulis søn, Eske Mickelsen Øuli, overtager gården efter sin far.

 Eske Mickelsen Øuli  overtager driften af gården, Malling matr. 14, i 1567 efter sin far Mickel Øuli. Han gifter sig omtrent samtidig med Kirsten Eskesdatter.

Eske Mickelsen Øuli besidder gården på alle arvingers vegne og køber først disse ud på sine gamle dage. Dette skyldes, at det på den tid var lovens krav, og medarvingerne måtte ikke benytte noget af gårdens mark, men modtog fyldest af den som besad gården, hvis denne kunne tåle mere end den sædvanlige tynge. Herlighedsejeren kunne dog sammen med samfrænderne sætte en mand fra gården, hvis han f.eks. forhuggede skoven.

7. juli 1590 bliver gården skødet til Eske Mickelsen Øuli. På det tidspunkt har han i over 20 år besiddet gården på sine medarvingers vegne, men uden at være eneejer. Med gården fulgte "det øde Bygge udi Bieder" og "Skonningsbøgge" i Malling.

Skødningen omfatter gård og gårdsted (bygninger og toften), ager, eng, skov, mark, fiskevand, fægang, forte og fælled vådt og tørt.

1590 køber han sine søskendes parter og overlader 25.09.1593 gården til sin søn, Øffli Eskesen. Eske Mickelsen Øuli dør få år efter. Af Eske Mickelsen Øuli og Kirsten Eskesdatters børn kendes kun til Øffli Eskesen.

Efter at have afstået gården var Eske Mickelsen Øuli ganske velhavende. I 1596 skænker han sammen med skipper Jens Johnsen i Aarhus en malmlysestage til Malling kirke med giverens navn som inskription. En anden lysestage skænkes samtidig af Pier Sørensen i Bisgaard.

 Øffli Eskesen ....

 Peder Øfflisen

D. 26.02.1633 stod Rasmus Nielsen, Ajstrup, og hans hustru Maren Øfflisdatter for tingdom i Ning Herreds ret, tog Peder Øfflisen i hånden og skødede ham den del af gården, som tilfaldt dem. De øvrige arvinger omtales ikke på dette tidspunkt, og deres arveparter bliver vel derfor stående i gården. Rasmus Nielsen hænger sin singenet ved afkaldet. Gården har atter været lovbudt 3 ting forinden.

De øvrige anparter må Peder Øfflisen have købt senere; i 1651 omtales det, at han har parter af hans søskendes og arvet en part efter hans afdøde søster Kirsten Øfflisdatter. Det er stadig en selvejergård, selvom Peder Øfflisen svarer landgilde til herlighedsejeren; 1 ko, 1 svin, 1 lam, 1 gås, 4 høns, 1 pd. smør, 6 skp. rug og et lille pengebeløb.

To ægteskaber

Peder Øfflisen var gift to gange. Fra hans første ægteskab kendes kun datteren Birgitte, mens hustruens navn er ukendt. I 1651 gifter han sig med Ane Jespersdatter, Fillerup, datter af herredsskriver i Hads Herred Jesper Rasmussen og hustru Berrithe Mickelsdatter. Ane Jespersdatter bliver med dette ægteskab stammoder til den nulevende Øvle-slægt.

Istedet for at yde medgift køber Ane Jespersdatter ved ægteskabets begyndelse halvdelen af sin fæstemands gård. På denne tid var det lov, at mødrene frænder arver mødrene gods, og under visse omstændigheder berettigede til arv i gården. Dermed ville Ane Jespersdatters fader, moder og søskende blive arvinger til hendes del.

D. 17.06.1651 stod for Ning Herreds ret; Peder Øfflisen tog i hånd Jesper Rasmussen på hans datters vegne og med fri vilje, velberåd, hu, ja og samtyk og solgte halvdelen af sin gård til sin trolovede fæstemø Ane Jespersdatter. Som fornævnte selvejerbondegård fra Arrilds tid tillige haver og erkjender Peder Øfflisen at have erholdt fyldest herfor. Gården var atter lovbudt i 3 ting forinden.

Peder Øfflisen og hans anden hustru syntes at have levet i stor velstand på trods af Svenskekrigens forarmelse. Peder Øfflisen døde 1690, og var da også ejer af en halvgård i Balle. Men tiden omkring hans død må have været ualmindelig dårlig, da deres datter, Maren Pedersen, kun fik 25 slettedaler i arv, foruden part i gården i Balle, og de skulle oven i købet ikke betales straks ved skiftet. 2 af sønnerne overtog gården i forening i en kort tid. Ved Peder Øfflisen død har der næppe været mange rede penge i boet. I 1690 skifter arvingene boet.

Matrikulering

Ved matrikuleringen af 1688 hvor ejendommens skatteevne undersøges. Her opmåles agerjordenes enkelte agre i længde og bredde, og engene vurderes efter høafgrøden og skoven efter svins olden. Gården i Malling kaldes ved matrikulationsfortegnelsen nr.12 med Peder Øfflisen og Øffli Pedersen som ejere.

Gårdens hartkorn bliver forøget til 13 td., 7 skp., 1 fdk. og af skoven 2 skp., 1 1/2 alb. Endvidere har Peder Øfflisen noget kirkejord af hartkorn 1 td., 0 fdk., 2 alb. Peder Øfflisen anføres som selvejer.

Hartkornet viser, at det omfatter begge halvgårde, og at de betragtes som en samlet gård. Tilsammen har de 112 td. agerjord foruden eng, skov og mose. Ulempen var, at agerjorden var opdelt i 312 stykker rundt omkring i Malling bymark og gjennemsnitlig indeholdt 3 stk. At drive en samlet gård betød, at man først mødest ved grandestevne for at bestemme, hvornår der skulle såes, og derefter at beså de mange småstykker.

Beskrivelsen fra opmålingen viser, at gården vedblivende har sin agermark i fællesskab med den øvrige by, at gården havde agre i forskellige åse af vekslende bredde fra 8-40 alen. Alle åsene havde navne, nogle ret mærkelige, som Hiøvsens Krog og Stiegelang.

Peder Øfflisens søn Øffli Pedersen bliver næste ejer af gården.

 Øffli Pedersen , født 1660 som søn af Peder Øfflisen og Ane Jespersdatter. Han var gift 3 gange; første gang i 1688 med Ane Nielsdatter, som dør 1713 - der er Skiftebrev efter Ane Nielsdatters død.

Anden gang gifter han sig med Ane Sørensdatter, født 1682, fra Beder, som dør i 1724. Hendes broder, Peder Sørensen i Beder bliver senere formynder for børnene. Tredje gang gifter Øffli Pedersen sig i 1726 med Karen Rasmusdatter, født 1699, fra Malling. Hun er datter af Rasmus Pedersen og hustru Dorthe Robertsdatter.

Øffli Pedersen overtager gården i 1690, hvor gården er ret velbevaret efter de ødelæggende Svenskekrige. Øffli Pedersen har sandsynligvis tabt en hel del af sin formue i spil, idet hans økonomiske omstændigheder bliver tydeligt forringede, og efter hans død modtager hvert barn kun en lille sum ved skiftet. Endvidere forlader enken gården uden formue, istedet for at blive siddende på gården resten af sin levetid, som Øffli Pedersens efterladte hustru. Sagens præcise gang synes svær at udrede.

D. 15. august 1732 bliver boet registreret efter Øffli Pedersens død. Af arvingerne mødte kun Eske Øvlesen op. Registreringen viste, at der fandtes et ret godt indbo af alle slags, så fattigdommen på gården kan ikke have været særlig fremtrædende. Der fandtes:

Sengested med himmel over

Jerngryde

4 sølvskeer

4 tinfade

7 tallerkner

10 heste over 2 år, 1 hest på 1 år

6 køer

6 stude over 2 år, samt 1 kvie

10 får med 5 lam

8 svin og 3 små grise

2 vogne med behør

4 ny hjul ubebundne

2 plove

3 træharver

5 kornsække

Ialt en formue efter vurdering 282 Rdl. 2Mk. 10 Sk. ibefattet selvejerskoven. Værdi 110 Rdl. Men herfra skulle regnes:

- Gårdens besætning med 12 Rdl. pr. Td. Htk. 7 Td. 3 Skp. 2 Fdk. 2 1/2 Alb.

(foruden skoven): 89 Rdl. 3 Mk. 13 Sk.,

Gårdens brøstfærdighed: 40 Rdl. 2 Mk. 0 Sk.

Tyendes løn samt forskellige gældsposter, så udgifterne løb op i; 162 Rdl. 5 Mk. 12 Sk.

Skiftet blev imidlertid udsat to gange til d. 23. januar 1733, fordi man ikke kunne finde sønnen, sømand Peder Øvlesen. På denne dato blev skiftet foretaget, hvor arvingerne fremsatte deres krav med renter, hvilket blev en betydelig sum. Den endelige gæld oversteg boet med 100 Rdl., hvorfor der blev afholdt auktion og en del af besætningen blev solgt for at klare gælden.

Den ældste søn Eske Øvlesen købte ved denne lejlighed gården for 221 Rdl. Eske Øvlesen er før købet allerede flyttet ind i gården.

 Eske Øvlesen , født 18.12.1703 i Malling. Eske køber ved auktion d. 24. februar 1733 faren Øffli Pedersens bo, gården i Malling matr. 14, for 221 Rdl. Eske Øvlesen er før købet allerede flyttet ind i gården.

I 1729 køber Eske Øvlesen 3/4 af en gård i Fløjstrup, hvorefter han gifter sig med Maren Nielsdatter, enke efter den tidligere ejer Niels Frandsen. Tilsammen ejer de nu hele gården.

Straks efter købet fører Eske Øvlesen en proces på egne og bymændenes vegne, om en græsningsret til 4 køer, som Rasmus Jensen, Overgaard i Fløjstrup, mener at have ret til i Over Fløjstrup Drift efter gammel skik. Det er ret bemærkelsesværdigt, at bymændende vælger den ganske unge Eske Øvlesen, som er ankommet til byen forrige år, til at føre deres sag. Eske Øvlesen vandt sin sag.

En betydelig mand

Eske Øvlesen synes at have været en betydelig mand, hvilket hans færd under købet af sin fødegård og skiftet efter sin fader også tyder på. Her får han fastslået selvejerrettigheden til gården i Malling, som faderen Øffli Pedersen pga. sin fattigdom syntes at have hævdet dårligt.

18. september 1758 møder Eske Øvlesen ved Vilhelmsborg Birk, hvor han på egne og sine søskenes vegne vil hæve arven efter sin afdøde bror, Skipper Peder Øvlesen i København. D. 30. september hæver han og kvitterer for arven i København, hvorefter han udbetaler den til sine søskende.

I 1759 tilbagekøber han sig arveafkald fra alle sine børn og stedbørn, således at stedbørn går i lige arv med hans egne. Dette vidner om nye toner på gården i Malling. Der er nu orden på papirerne inkl. arven. Eske Øvlesen stod i skarp modsætning til sin far, som intet efterlod sig.

1759 afgiver Eske Øvlesen og hustru endvidere løfte til deres ældste søn, Øvli Eskisen, om at de vil afstå gården til ham. I 1765 skøder Eske Øvlesen endeligt gården til Øvli Eskisen. Maren Nielsdatter er død 1761, og sønnen har sikkert fra den tid været den egentlige ejer, men man kan formode at Eske Øvlesen frem til sin død i 1779 har haft et vågent øje med gårdens drift

 Øvli Eskisen , født 2.10.1737 i Malling, overtager driften af slægtsgården i 1759, men han tager først fæstebrev fra Vilhelmsborg i 1762 på den halvdel, som faderen, Eske Øvlesen har overladt ham. Som indfæstning betaler han 40 Rdl. til baroniet.

Samtidig får han løfte om den anden halve gård til overtagelse ved faderens død uden at skulle give ny indfæstning. Han må derfor i sit fæstebrev love, at svare alle kgl. skatter, landgilde, ægt og arbejde, og ikke at bortleje noget af jorden. Under fæstets fortabelse skal han være herskabet hørig og lydig. Kirkejorden er indbefattet i fæstet, så gården har ialt:

hartkorn 7 td., 3 skp., 2 fdk., 2 1/2 alb., og skovskyld 1 skp. 2 3/4 alb.

Fæste- og selvejerbonde

Det syntes ikke at have været med faderens samtykke, at Øvli Eskisen tog fæstebrev på gården, så den gamle Eske Øvlesen, der havde lavet alt så fornuftigt, udsendte skøde på hele gården til Øvli Eskisen og han indestår sønnen for Vanhjemmel (uden hensyn til fæstebrevet), så sønnen må bruge selvejergården, som han lyster og finder mest tjenligt. Skødet bliver læst ved Vilhelmsborg Birk 25.06.1765.

Øvli Eskisen er derved både fæstebonde og selvejerbonde i Malling. Han er manden i gården og sandsynligvis i en slem klemme, som fæstebonde under baroniet og hvad deraf følger. På den anden side har han sin karakterfaste fader, Eske Øvlesen der ikke tåler at selvejergårdens rettigheder bliver formindsket, idet denne selv har købt gården som selvejergård ved offentlig auktion. Han har i sin tid betalt gården og siden afholdt arveafkald af de øvrige arvinger og tilsidst skødet gården til sin søn Øvli Eskisen.

I forsvar mod rettigheder

Eske Øvlesen går i 1771 endnu engang i forsvar for gårdens selvejerrettigheder, da to selvejerbønder i Malling (Eskild Øvlesen og Søren Pedersen) forespørger Generalvæsenskommissionen i København, om det ikke er lovens mening, at selvejere af brug eller af loven 3. bogs 12C, 1) ikke må belastes med mere hoveri end hidtil og 2) ikke de forbemeldte selvejerbønders hoveri kun skal være 1/4 imod fæstebondens, Chr. V lov 3 B 12 C 4 art., og påberåber sig, at de påberåbte lempelser er en væsentlig del af selvejendommens natur, som de har tilkøbt sig i dyre domme. (Skrivelse af 1.05.1771). Allerede 18.05.1771 giver kommissionen svar om, at de fremsatte formodninger er rigtige og overensstemmende med forordningen om hoveriet af 20. februar samme år.

Slægts-sagn

Der lever i slægten et sagn om, at der har været ført proces om selvejerrettigheden, men at tiden for denne proces savnes; man bør vist med rette henlægge tiden til Øvli Eskisens manddomstid, og da faderen døde 1779 har Øvli Eskisen muligt savnet hans karakterfaste ånd og vilje, thi det hedder om ham, at han havde megen sorg og døde ung den 13.09.1783. Det ligger nært at tro, at Øvli Eskisens sorg stammer fra angreb på hans selvejerrettigheder.

Øvli Eskisen var gift med med Maren Nielsdatter d. 13.11.1764. Hun var datter af Niels Rasmussen og hustru Kirsten Mikkelsdatter i Starup. Maren Nielsdatter besad gården indtil 1803, hvor hun afstod den til sin næstældste søn Eski Øvlisen. Det synes at være lykkedes Maren Nielsdatter at bevare selvejerrettigheden trods fæstebrevet, men det har rimeligvis kostet en hård kamp mod baroniet.

Efter Øvli Eskisen driver enken gården 1803, hvor sønnen Eski Øvlisen overtager.

 Eski Øvlisen , født 15. januar 1775 i Malling, overtager slægtsgården i 1803. Skødet bliver læst 26.11.2804 i Vilhelmsborg Birk fra hans moder Maren Nielsdatter, købesummen er 290 Rdl.

Eski Øvlisen bliver 26. oktober 1804 gift i Malling med Kirsten Rasmusdatter, født 1777, fra nabogården (matr. 15), og han dør 07. februar 1847 i Malling. Dagen før Eski Øvlisens død får hans søn, Øvle Eskisen, læst skødet for herligheden af gården. Købesummen er 2000 Rdl., med i købet følger et hus tilhørende gården.

Eski Øvlisen har ved sin død sørget for, at der er rigelig kapital tilstede til, at sønnen kan overtage gården, som selvejergård. Og der er sørget for, at der er orden i papirene.

I Eski Øvlisens ligfærd omtales han som; den velstående mand, men også som den fornuftige rådgiver. Når han talte, lyttede alle efter.

Det er Eski Øvlisen, som lader gården brandforsikre for første gang 3. juni 1806. Taxationen (nr. 35) har en hentydning til, at denne forsikring er en af de første. Gården beskrives nu som "egetræs nederdel og fyrtræs overdel, klinende vægge, tækket med strå":

Stuehuset 13 fag 9 1/2 al. dyb, 3 stuer

kamre og bryggers (i syd) 300 Rdl.

lade 11 fag 9 1/2 al. dyb (i nord) 200 rdl.

Stald 18 fag 8 al. dyb (i vest) 300 rdl.

Fæhus 24 fag 9 al. dyb (i øst) 400 rdl.

Ialt 1200 rdl.

Efter Eski Øvlisen overtager sønnen Øvle Eskisen.

 Øvle Eskisen , født 8.05.1820 i Malling, overtager gården og selvejer-bonde-rettigheden 13.02.1847 fra faderen Eski Øvlisen. Købesummen er 500 Rdl., men ikke den virkelige værdi. Samme år købte han "Herlighedsretten" til gården, skoven medfulgte, af Baroniet Vilhelmsborg for 2000 Rdl. Beløbet er sikkert svarende til den årlige landgilde og hoveri. I købet følger huset tilhørende gården.

Han gifter sig d. 14.12.1847 med Karen Rasmusdatter fra Henriettegaarden, hun er hans broder Rasmus Eskesens steddatter. Hun var desuden datter-datter-datter af Øvli Eskisen (født. 1737), og hendes moder var kusine til ægtefællen Øvli Eskisen, hvorved slægten i gården bevaredes ved hendes andet ægteskab med Christian Sørensen. Øvle Eskisen døde d. 16.12.1855.

Øvle Eskisens kone, Karen Rasmusdatter bliver d. 8.juli 1856 gift med den næste ejer af gården, Christian Sørensen.

 Christian Sørensen , født 7.12.1823, giftede sig 08.01.1856 med enken, Karen Rasmusdatter, af den tidligere gårdejer Øvli Eskisen, hvorved han overtog gården i Malling.

Christian Sørensen er søn af Gårdmand Søren Pedersen og Hustru Berthe Christensdatter i Malling (matr. 12). Han døde i 1904.

Efter Christian Sørensen overtager Øvle Christiansen.

 Øvle Christiansen , født 3.12.1858 i Malling, er søn af foregående Christian Sørensen, som han overtog gården efter i 1885. Det var i hans besiddelse, at gården brændte d. 14.03.1908, hvorefter han byggede en ny gård lidt længere nord på marken nær ved landevejen..

Øvle Christiansen giftede sig i 1885 med Kirstine Marie Cathrine Nielsen (født i Beder 1860).

 SLÆGTSGÅRDENS BRAND 1 - En fortælling fra Øvle-slægtens Årbog 1964

 Jeg vil her forsøge at nedskrive min erindring om slægtsgårdens brand, som jeg oplevede den. Jeg skal gøre det efter bedste hukommelse, da jeg ikke har andet at støtte mig til. Men først vil jeg give en beskrivelse af gården, dens beliggenhed samt dens beboere.

Gårdens placering

Gården lå dengang i den nordlige side af Malling by, ca. 100 m. fra Malling Dampmølle, og kun en vej imellem gården og savværket. Lige nord for gården der lå og ligger endnu Ole Rasmussens gård. Det var dengang en helt nybygget gård.

- Slægtsgården var en firlænget, sammenbygget gård med bindingsværk, stråtag på alle længer og meget velholdt. Stuehuset lå i nord, ladelængen imod syd. Den vestlige længe var kostald, og den østlige hestestald nærmest ladelængen, så var der karlekammer nærmest stalden, derefter indkørselsport, og oppe ved stuehuset var aftægtsbolig.

Lige over for i den vestlige længe modsat indkørselsporten var der også en port, der stødte op til kostalden. På den anden side af denne port havde onkel - Øvle Kristiansen - sit huggehus, en helligdom, som vi andre næsten ikke turde betræde. Onkel havde ladet bygge en staklade med brædder syd for gården - og langs med den gamle lade, der var ca. 4 m. mellem de to lader, og man kunne køre på tværs igennem dem. Over mellemrummet fra den ene port til den anden var et halvtag, så man kunne gå ugenert og arbejde for vejrets skyld.

Daglig virke

Jeg kom til onkel at tjene den 1. nov. 1907. Der var på gården foruden onkel og tante, min kusine, Marie 1) (for tallene; se nederst på siden) samt to piger - Ane og Kirstine - min fætter, Kristian 2) var dengang korporalelev på Jægersborg kaserne, så han var ikke hjemme. Så var der fodermester Rasmus Eriksen med familie og en medhjælper. Vi var to karle, Kristian Elving og jeg samt en daglejer, Rasmus Stylting, der boede ikke langt fra gården. Så var der Andreas Brodersen, han var løsarbejder og slog sten ved gården den vinter.

Vi havde også en daglejer til hjælp, når vi tærskede, "Bette Ras". Han blev tit så "Rasende træt" hen imod aften. Han kom altid med en taske i en rem over skulderen, og den taske var altid i hans nærhed, når han arbejdede. Der var to flasker - en med øl og en med snaps. Når han så havde drukket noget af ølflasken, begyndte han at spæde den op med snapsen, og så skete det jo, at den blev for stærk.

"Gården brænder"

Det var lørdag aften d. 14. marts 1908. - Onkel var rejst om morgenen, bl.a. for at besøge nogle slægtninge ved Randers. Klokken var ca. 8. Tante var gået over til Ole Rasmussen, Marie og jeg sad i stuen - hun med noget sytøj, og jeg læste. I køkkenet var Ane og dyrlæge Andersens datter ved at tænke på aftenkaffen. Vi havde kontrolassistent, og man var lige ved at slutte aftenmalkningen, jeg kunne høre dem rasle med mælkejungerne.

Pludselig blev der uro i gården, jeg hørte råb, og en kom løbende op mod stuehuset. Det var fodermesteren, der råbte: "Gården brænder". - Man taler om, at gøre et eller andet i en brøkdel af et sekund. Jeg tror ikke, det varede længe, før jeg var ude af døren. Da jeg kom ud i gården, slog mægtige flammer som en eksplosion op fra stakladen. Vinden var nordøst og førte fra gården, men store brændende flager af tagpap blev ført med vinden langt bort. Min første tanke var, da jeg så, at der endnu ikke var ild i selve gården, om den kunne reddes.

Uden vand og sprøjte

Der var det famøse halvtag mellem de to lader; - kunne man forhindre ilden i at forplante sig over i den gamle lade? Alle tage var dækket af sne. Jeg greb en brandhage, fik fat i en spand og løb derom, samtidig kom en ung mand løbende fra byen. Skrædder Nielsens søn - vi slog spandene ned over hovedet, løb ind mellem de to lader og gav os til at rive i halvtaget. Vandet pøsede ned over os fra taget, hvor sneen smeltede. Men vore anstrengelser var omsonst, og heden ulidelig. Vi måtte trække os tilbage, og nu fængede ilden i mønningen på den gamle lade, og der var hverken sprøjter eller brandfoged, og hvad der var endnu værre - ingen vand.

Jeg løb ind for at få hestene ud, ovre i kostalden var man begyndt at få køerne ud. Jeg måtte slippe dem ud og lade dem løbe. Der var fem heste, de to første var helt nye i gården, de var kommet fra hesthandler Olsen i Aarhus to dage i forvejen. De forsvandt ud af gården med det samme. De tre andre ville ikke ud af stalden, jeg måtte rykke dem baglæns for at få dem ud. De tre heste løb om til Ole Rasmussen, de to første forsvandt sporløst. Jeg stængede døren og løb over i kostalden, og samtidig kom dyrlæge Andersen løbende, han stilede lige mod kostalden. - Nu må læserne tænke på, at indtil nu var der ikke gået mere end 7-8 minuter.-

Dyrenes redning

Da jeg kom over i kostalden, havde man løst alle malkekøerne, men da de alle skulle ud gennem en smal dør til porten, var kun halvdelen kommet ud, og der var kun fem mand, Ole Rasmussen og hans karl Magnus var kommet og hjalp til. Køerne måtte vi også lade løbe frit om. Men nu brændte det kraftigt i laden, og den østlige længe over kostalden. Det stod en hel række kalve og ungkreaturer, ca. 25. st., som ikke var løst, det var rebbindsler. Jeg tog min lommekniv og skar alle bindslerne fra en ende af. Nu begyndte der at strømme folk til, både fra byen og de omliggende gårde, og alle dyrene var reddede - selv en so med 12 grise fra dagen i forvejen. Der var ca. 75 kreaturer ialt.

Men nu forestod der os et mægtigt arbejde med at få samlet dyrene sammen, og få lagt grimer på, og så få dem i hus, hvor der fandtes plads - dels på gårdene og dels i byen. Der var jo ikke til at holde mandtal, men fodermesteren kendte hvert et dyr, og han mente, de var indfanget alle, hvilket også viste sig, da man fik tal på dem. Vi var ikke færdige med dyrene før midnat, og da var gården nedbrændt.

Hjælp udefra

Jeg havde overhovedet ikke skænket indboet en tanke, men tante havde med hjælp af flittige hjælpere fået alt indboet reddet ud i haven. Og det var så heldigt, at der var et helt hus ledigt ved landbrugsskolen, hvor de flyttede ind dagen efter. Onkel fik meddelelse om brænden pr. telegram. Det må have været forfærdeligt for ham, tilmed når han slet ikke vidste, hvad der var sket både med mennesker og dyr. Han nåede først hjem sent på natten.

På Henriettegården opdagede man branden lige i dens begyndelse og var klar over, at det var Øvlis gård, der brændte. De løb fem mand ind over markerne. Da de kom ind mod byen, mødte de kreaturerne, som løb ud ad markerne, men de fik dem standset og jeget tilbage. I Beder stod en hel flok uden for kroen og diskuterede, hvad der brændte, og man måtte jo afsted med sprøjten. Da hører man pludselig galopperende heste, og frem kommer to brogede heste, man fik dem standset og var nu klar over, at det var Øvlis gård, der brændte. Hestene havde taget landevejen ad Aarhus til, hvor de fornylig var kommet fra. De blev opstaldet i kroens rejsestald.

Naboer i fare

Men branden havde nær taget endnu større omfang. Da ilden brød igennem taget på stakladen, var det med sådan kraft, at den sendte brændende flager af tagpap ind over Toftegården, det var forpagter Tikøb, der havde gården dengang. Han havde netop om eftermiddagen været ned at forsikre to nye heste. - Han fortalte mig, at de lå oppe på taget med river og spande med vand for at slukke og fjerne de brændende flager. Der var et par gange ved at fænge, men der var kommet mandskab til hjælp, så de holdt stand. Men køerne var drevet ud i gården.

Hvis Toftegård var brændt, så var Smedegaarden - det var sognefoged Poul Peder Nielsen, der ejede den - også gået med, for der er kun få meter imellem de to gårde, og den var også i vindretningen og tækket med strå.

Men hvilken katastrofe, hvis ilden var opstået om natten. Og hvor heldigt at fodermesteren, Rasmus Eriksen var i stalden, så redningen af kreaturerne straks kunne begynde, for der var tid til at å dem ud, men heller ikke mere. Hvor man fik reb fra til at binde alle de kreaturer, det var vel fra købmand Torstensen, mener jeg. Han var i hvert fald på brandstedet.

Sprøjterne ankomst

Der var mødt mange sprøjter, sagde man, det så jeg ikke noget til. Men de fleste kørte hjem igen, for der var ingen vand. Sprøjten fra Odder kom også pr. bane, den så jeg holde neden for gården på en jernbanevogn. Det var jo sikkert en motorsprøjte. Jeg tænker, den var rekvireret, hvis savværket eller dampmøllen kom i fare. Dagen efter lå der tre sprøjter, som var havarerede, den ene var fuldstændig faldet sammen. Når sprøjterne var i den forfatning, hvordan ville man så tænke sig at slukke en brand.

Der var to drenge, den ene var min fætter Kristian 3) fra Astrup, og den anden skrædderens søn fra Ask Ballen, Karl 4), - forresten nu gift med min søster. - De to drenge var til gynmastik på skolen, da de hørte, at det var Øvlis gård i Malling, der brændte, så ville Kristian afsted, da det var hans farbroders gård. De startede i gymnastiksko og løb hele vejen. Da de kom til Østergaard, overhalede de sprøjten fra Tulstrup. Der blev råbt, om de ville køre med. "Nej, vi har ikke tid", svarede de, "for vi skal til ildebrand".

Påsat brand

Om årsagen til branden kan der næppe være tvivl, den var påsat. Der var ikke elektricitet på gården, og selvantændelse på denne tid af året kan der ikke være tale om. Der var meget utærsket korn i laden, og alle arbejdsvognene stod også der. Ovre i den gamle lade stod tærskeværket, og petroleumsmotoren var i gården, men dette havde ikke været i brug i flere dage, og vi havde ikke brugt lys i laden.

Den dag branden skete, var vi beskæftiget med at køre gødning ud. Det var frost med let sne, og det blæste koldt fra nordøst. Da vi spændte fra ved aftenstid - jeg mener ca.4.30 - blev vognene renset og kørt ind i stakladen. Daglejeren Kristian Elving og jeg var begge i laden. Da var der ikke noget us'dvanligt at bemærke, vi lukkede portene efter os. Den port ind mod den gamle lade var ikke låset, alle de andre var sikret indvendig. Da vi havde spist aftensmad, gik daglejeren hjem til sit, og Kristian gik hjem til sine forældre, de boede lige over for byen. De var altså ikke på gården, da ilden brød ud, men de var blandt de første, der var med til at redde kreaturerne. Alle vi, der tilhørte gårdens faste personale, havde vort alibi i orden, hvilket fremgik af brandforhøret.

Tyveri af mælkepenge

Nu kommer der nemlig noget meget kedeligt. - Alle mælkepengene fra mejeriet til Onkel og Ole Rasmussen var stjålet. Det drejede sig om flere hundrede kroner. Mælkekusken havde altid pengene med, og hvis onkel ikke lige var til stede, skulle han lægge dem i en kasse med låg, der var anbragt bag den ene portfløj, så hentede onkel dem altid selv. Om onkel har glemt at sige til en om at hente pengene, eller en anden har glemt at hente pengene, ved jeg ikke. Mælkekusken havde i hvert fald lagt dem i kassen, men der fandtes ikke spor af dem efter branden.

Der havde nemlig været både sølvmønter og kobbermønter i posen, og man kunne meget nøjagtig påvise stedet, hvor pengene ville være at finde, hvis de havde været i kassen. Hvis de var smeltede, ville metallet da kunne findes. Man mente derfor, at en havde fjernet pengene, og så har gjort forbrydelsen fuldkommen ved at anstifte branden. Der er også den mulighed, at en vagabond har søgt natteleje og ved uforsigtighed har forårsaget branden, så pengenes forsvinden ikke kom selve ildens opkomst ved, men simpelthen er forsvundet under branden. Dette problem blev aldrig opklaret. Senere hen havde man visse formodninger, men ingen beviser.

Brændt ned til grunden

Gården brændte ned til grunden, og måske måtte den ikke genopføres på samme sted, da det var nær ved savværket og dampmøllen. I hvert fald blev gården flyttet ud og kom til at ligge mere bekvemt for marken. Kreaturbesætningen blev solgt ved offentlig auktion. Jeg forlod gården i april, da jeg skulle aftjene min værnepligt. Et halvt år efter kom jeg tilbage, da var den nye gård opført og havde fået navnet "Veielgaarden".

Der er nu gået 56 år, siden branden fandt sted, og jeg har udelukket måttet støtte mig til min hukommelse. Men hvad jeg her har skrevet, er fuldstændig autentisk, og måske vil det interessere efterkommere i slægten at læse dette.

Haslev, d. 18, oktober 1964 - Kr. Kristensen

1) Ane Marie Kristiansen g. med gdr. Søren Sørensen Spanner, Skjoldelev.

2) Kristian Nicolaj Kristiansen, Veielgaarden.

3) Kristian Overgaard Kristiansen (rejste til U.S.A., hvor han nu er død).

4) Karl Nielsen (tidligere mejeribestyrer A/M Økilde pr. Kjellerup) nu Brørup.

SLÆGTSGÅRDENS BRAND 2 - En fortælling fra Øvle-slægtens Årbog 1964

Når man har bedt mig om at fortælle lidt om branden i Øvlegården i 1908, vil jeg allerførst anføre, at det ikke bliver noget særligt "sagligt" indlæg. For det første er det jo nu så længe siden - og desuden var jeg jo ganske ung, men jeg vil gerne fortælle, hvad jeg kan huske.

Munter travlhed

Lørdag den 14. marts var en dejlig dag med munter travlhed. Mor havde nemlig fødselsdag d. 16. marts, så vi havde travlt med alle forberedelserne, såsom bagning af småkager o.lign. Far tog med første morgentog til Randers marked, og derfra skulle han til Langskov og besøge slægtning der, og først komme hjem søndag aften.

Om aftenen skulle mor over til vor nabo, Ole Rasmussen til gilde, og Anne, min kusine, som jo var hos os i mange år, skulle til gymnastik, og da hun gik, sagde jeg til hende: "Nu m† du skynde dig at komme hjem, så skal jeg nok have det varmt og godt og have kaffen færdig, til du kommer".

Alarm i gården

Kl. var ca. 8. Forkarlen, der var min fætter - fhv. overdyrlæge K. Kristiansen, Haslev - og jeg sad og hyggede os om langbordet. Han læste, og jeg syede på en knap nok færdig fødselsdagsgave til mor. Pludselig blev der alarm ude i gården. Træskotramp, raslen af spande, urolige kreaturer, og så hørte vi en råbe "Brand".

Vi for jo ud i gården og så en høj ildsøjle oppe over laden, og i skæret derfra så vi kontrolassistent Andersen komme slæbende med sine spande.

Jeg løb straks over til Ole Rasmussen og hentede mor, og da vi løb tilbage, kom hestene løbende i fuld galop og så meget vilde ud. Og så begyndte redningsarbejdet. - Efterhånden kom der flere mennesker, som ville hjælpe med at redde.

Flæsk og rullepølser

De fine småkager gik i "den gale hals" - og ligeledes et anker vin, kan jeg huske. En ville redde kakkelovnen, og da den var fuld af ild, blev han slemt forbrændt. En maler, der talte et meget interessant sprog - en mellemting af Fanø - og københavnsk, hjalp til med at redde flæsk og rullepølser fra det store sulekar og snakkede meget om de mange "trillepølser". Nogle rev skilderierne ned fra væggene, og andre rendte med dyner og "postelin". Og så kom sognefogden og spurte, hvor far havde skøderne på gården, for far var jo ikke hjemme. Men far havde sine papirer i et brandfrit rum omme på dampmøllen, så det var jo ganske iorden.

En af eleverne på landbrugsskolen lavede et rim om branden, hvor hver elev reddede det, der især passede ham. Der var f.eks. den, der var meget krøllet, og en anden var meget glad for kaffe, så stod der: "Steffen Steffensen redded et krøllejern, og Anton Andersen redded en kaffekværn".

Manden med romflasken

Selvfølgelig deltog jeg jo også i redningsarbejdet. Først reddede jeg mine noder og symaskinen. Og så husker jeg, at jeg slæbte afsted med bedstefars tykke olmerdyne. (Jeg har resterne af den endnu som betræk på en kiste). Jeg løb over til Ole Rasmussen med dynen i favnen, ned gennem haven, igennem læbæltet, over stendiget og ud på vejen.

Men der faldt jeg og blev meget forskrækket ved at dumpe ned lige ved siden af en mand, der lå og hyggede sig med en flaske rom af fars den bedste. Jeg gav et skrig fra mig, men blev hurtigt klar over, at det var en kendt mand, og da han så glædesstrålende, men hikkende fortalte, at han havde "fundet" flasken, syntes jeg, det var meget komisk.

"Den gamle rønne"

Senere kom jeg med dyrlæge Andersen hjem og sov der. Men det var grimt at komme om på brandtomten dagen efter og se, hvor lidt der var tilbage. Mens jeg gik der, kom min faster Kirsten fra Snovdrup, og jeg glemmer aldrig, at hun sagde: " Jo, ser du, jeg elskede jo den gamle rønne, men det kan Iandre vel ikke forstå?".

Kristen sled jo og gjorde, hvad han kunne for at redde gården, men måtte give op. Han var ellers en habil brandsvend med blikspand på hovedet og brandhage i hånden, men hans kække dåd blev meget påskønnet af brandforsikringen, som gav ham et guldur med indskription som belønning.

Skjoldelev i Oktober 1964 - Anne Marie Spanner f. Kristiansen.

SLÆGTENS VÅBEN

Af Øvle-Slægtens Årbog 1964 & 1969:

Øvle-Slægtens våben, som det kendes i dag, daterer sig tilbage til 1470 til væbner Jes Persen i Malling. Jes Persens våben eller seglmærke er at se på et gammelt dokument dateret 9. august 1470, hvori Jes Persen sammen med 6 andre gode dannemænd optræder som opmænd i et forlig mellem biskob Jens af Aarhus og Aarhus'

borgmestre i en sag som vedrører ejendomsforholdene til byens

mark.

Originaldokumentet findes stadig på pergament på landsarkivet i Viborg med syv vedhængende vokssegl. En næsten fuldstændig afskrift af dokumentet findes i J. R. Hübertz: Aktstykker vedr. Staden og Stiftet Aarhus. Bind I, pag. 27 -no. 31.

Disse gamle vokssegl bliver naturligvis med årene mere og mere medtagne og heldigvis er der da også foretaget fotografering af alle seglene på et tidligere tidspunkt. Aftrykket her på siden er taget fra Årbogen af 1969 og det skal her bemærkes, at fotografiet i sin tid har måttet tages fra afbildningen i A. Thiset: Danske Sigiller pag. 55 F. XXXIII, 11, idet det originale sigil allerede er så medtaget, at det ikke længere lader sig gengive fotografisk.

Sigiller er aftryk af signeter, og i tilfældet med Jes Persen er det et personligt sigil, idet der omkring våbensmærket er en såkaldt omskrift med hans navn. Sigiller er arvelige slægtsmærker, som oprindelig benyttedes af kongen, senere af kirken for derefter i det trettende århundrede også at blive anvendt af verdslige stormænd.

Skikken greb om sig, og i den senere middelalder kendes også borgerlige sigiller. Jes Persen er i det nævnte dokument omtalt som væbner, og er derfor lav-adelsmand, hvilket i sig selv indebærer, at han har haft visse privilegier, selv om disse ikke kunne stå mål med højadelens.

Der er ingen vidnesbyrd om, at Jes Persens efterslægt har anvendt hans sigil, men i 1927 foranledigede tømrermester Hans Øvlisen, Aarhus, at brugen af sigillet blev taget op, og med slægtsforeningens godkendelse blev guldsmedefirmaet Carl Nielsen's søn, Bruunsgade 50, Aarhus, beordret til at fremstille de første emblemer, som nøje kopier af Jes Persens sigil. Siden da har firmaet Carl Nielsen's søn fremstillet i hundredevis af emblemer.

Det skal her bemærkes, at slægtsgårdens ældste dokumenter, som alle opbevares på landsarkivet i Viborg, næsten alle bærer spor af at have haft vedhængende sigiller, og det er så overladt til vort gætteri, om Jes Persens efterkommere har anvendt det samme sigil, som han selv anvendte.

 Tingsvidne på Vilhelmsborg Birketing 18-9-1758.

«u»Brejl: http://www.brejl.dk/ning.html, nr. 55A«/u»

55A Tingsvidne på Vilhelmsborg Birketing 18.9.1758.

Efter Peder Øvlesens død i København fører dennes bror Eskild Øvlesen i Malling tingsvidne på slægtskab efter deres forældre.

0 far Øvle Pedersen i Malling, [skifte 15.8.1732 lbnr.55].

Første ægteskab med Anne Nielsdatter, [skifte 14.6.1713]. 4B:

1) Anne Øvlesdatter, døbt Malling 17.p.Tr. 1689, død, var, g.m. Rasmus Sørensen i Hinnedrup i Tulstrup sogn. 6B:

a Anne Rasmusdatter g.m. Peder Pedersen i Hinnedrup

b Søren Rasmussen 40 i Hinnedrup

c Øvle Rasmussen 36 sejler i København

d Laurids Rasmussen 30, uvist hvor

e Maren Rasmusdatter i Hinnedrup

f Kirsten Rasmusdatter i København

2) Maren Øvlesdatter, døbt Malling 10.p.Tr. 1693, [skifte Århus Domkirke gods 24.9.1753 lbnr.29], var, g.m. Mads Justesen i Storenor i Malling sogn. 3B:

a Just Madsen 36 i Lillenor

b Øvle Madsen30, landsoldat i Helsingør

c Anne Madsdatter

3) Peder Øvlesen, døbt Malling Trinitatis 1695, nu død i København

4) Eskild Øvlesen, døbt Malling 23.12.1703, i Malling i sin fars gård.

Andet ægteskab med Maren Sørensdatter, [skifte 4.5.1725 lbnr.25]. 3B:

5) Anne Øvlesdatter, døbt Malling 10.4.1717, gift i København

6) Jacob Øvlesen, døbt Malling 17.9.1719, i Ingerslev i Tiset sogn

7) Laurids Øvlesen, døbt Malling 2.p.Tr. 1722, i Kolt.

Tredje ægteskab med Karen Rasmusdatter. 2B:

8) Maren Øvlesdatter, døbt Malling 24.p.Tr 1728 i Malling

9) Søren Øvlesen, døbt Malling 1.p.Tr 1732, sejler fra København.

På et andet MH træ, hedder han Niels Jensen Bonde 1748-1801 Rosmus sogn Randers amt og gift med Ane Madsdatter 1759-1812 Hoed Sogn Randers amt.
MEN DET TROR JEG ER FORKERT, Jeg har fundet Niels Sørensen i kirkebøger og afskrifter!

PÅ et nu nedlagt slægttræ: Noter : Marselisborg Gods:

På Olson family Tree er vist: 

PÅ denne webside - er indtastet følgende om Elisabeth Marie.: 45b 1814 Døbt Peder Christensen Gartner og Ingeborg Lauridsdatter i Langskov - Elisabeth Marie.

PAS PÅ den Smart Match der vises - usikker om rigtigt

PAS PÅ FLERE MATCHER HAR BYTTET RUNDT PÅ HAM OG HANS FÆTTER!

PAS PÅ: Opdaget at han i nogle slægtstæer hedder Bojer Pedersen!! Så i de træer har de fået børnene mixet! OG på FS hedder han Olof Haggstrom når man vælger faderens FS link. Er død i Sahl sogn i 1690 og begravet i Väse, Sverige 1700<<<<<<<<<<< HAN ER IKKE MIN ANE

Peder Knudsen Teibel født i Flemming i Hornborg Sogn i 1780.

PLA ane nr. 10

PLA ane nr. 11

PLA ane nr. 14

PLA ane nr. 15

PLA ane nr. 16

PLA ane nr. 17

PLA ane nr. 20

PLA ane nr. 21

PLA ane nr. 22 - 26-9-22 fundet på FS - familie

PLA ane nr. 23 / I540

PLA ane nr. 29

PLA ane nr. 2

PLA ane nr. 39 og 4-12-22 fundet på FS - børn

PLA ane nr. 40 og 5-12-22 fundet på FS - familie

PLA ane nr. 41 / I535

PLA ane nr. 42 / I534 + 25-9-22 fundet på FS - familie - 12 børn

PLA ane nr. 47 - 29-9-22 fundet på FS - familie + 3 aner + 8-2-23 fundet på et andet TNG slægtstræ 

PLA ane nr. 4

PLA ane nr. 5

PLA ane nr. 6 + 3-12-22 fundet på FS - familie  

PLA ane nr. 68

PLA ane nr. 69

PLA ane nr. 7  +  3-12-22 fundet på FS - familie - se under hendes mand, fundet i bogen om Vinding Slægterne 

PLA ane nr. 8

PLA ane nr. 9, hendes far er Peder Hansen nr. 18, f. 3/10-1757 i Grandlygården Bredballe, Hornstrup sogn - død21/3-1832 ibid, og hendes mor er Dorthea Nielsdatter nr. 19, f. 1766, døde 15/3-1819 samme sted som.  manden. De blev gift 19/10-1790 i Hornstrup kirke.

PLA ane nr.  28 + 3-12-22 fundet på FS - familie + 8-2-23 fundet på et andet TNG slægtstræ 

PLA ane nr.  48 - /- 29-9-22 fundet på FS - far + børn + 8-2-23 fundet på et andet TNG slægtstræ 

Rådhusbetjent

Rasmus Nielsen Biild får IKKE et barn i 1717, der kaldes Anne. Til gengæld er han fadder ved et barn i dec. 1717

Så koblet ham fra hende.

Søren Lotterup.

Se websiden med afskrift her.: MEN under årstallet 1735 står der hans navn 2 gange henholdsvis trolovet med Anne Iversdatter og noget senere copuleret med Maren Iversdatter!!! Er det den samme kvinde? I 1736 står der så at hun er død: 1736 fol 27a Jørgen Bødkers hustru - 21 år  - Hun er død og bliver begravet i Åle sogn. 
Sønnen dør 22 uger gl. i 1736 fol 28a = Jørgen Bødkers søn - 22 uger

Skifte fundet på denne webside:
126 Peder Christensen Bødker i Åle. 4.9.1763, side 422. E: Kirsten Nielsdatter. LV: Christen Jensen sst. B: Karen 30, Else 21, Cathrine 15, Niels 12. FM: morbror Niels Bødker sst, lille Niels Bødker i Hvirring.

Se data her - fundet på FS - børn + også set ham her - MEN er han død 15/6-1713 i Vorgod?

SE BØRNENES NAVNE OG FØDESTEDER I FADERENS link til FS - de første er født i Sønder Karstofte, Skarrild sogn

Se fortællingen under datteren!  Der står ved Petrines dåb i 1860, og konfirmation i 1874, at Jens Christian er UDLAGT BARNEFADER! Selvom moderen er gift, men med en tugthusfange i København.

SE LÆNGERE OPPE d. 13/5-25 om at Christen måske alligevel bor i Grejs sogn.

Se under mandens biografi! + Fundet på et andet MH træ, som jeg har DNA match med

Se kirkebog med dåben vist nederst tv. på siden: Han er døbt LAURS, ikke som der tidligere har stået Lauers. Hans forældre er Niels Pedersen og Maren Jensdatter.